Danskhed er ifølge Nanna Bonde, formand for SF Ungdom, defineret af værdier som mangfoldighed og fællesskab. Det er det multikulturelle område ved Blågårds Plads i København et godt eksempel på. For forskellighed er godt, så længe det ikke bunder i ulige muligheder, mener ungdomspolitikeren.

Den 18. maj 1993 tørnede demonstranter og politifolk sammen på Nørrebro i København. EU-modstandere var oprørte over, at danskerne efter en intens valgkamp havde stemt ja til Edinburgh-aftalen, der gav Danmark de fire EU-forbehold. De følte sig underkendt, da man ved en folkeafstemning året inden havde stemt nej til Maastricht-traktaten. Derfor demonstrerede de på Blågårds Plads, og demonstrationen udviklede sig til reelle gadekampe, hvor politiet for første gang i fredstid skød efter demonstranter.

”Skyd efter benene,” skulle en betjent to gange med få sekunders mellemrum have beordret.

Samme dag i Tønder – langt fra gadekampene i København – blev en lille pige født. Nanna Bonde, kaldte hendes forældre hende, og 23 år senere er hun formand for Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) og befinder sig på Blågårds Plads til en snak om danskhed. For det er pladsen netop et godt billede på, mener ungdomspolitikeren:
”Blågårds Plads og Blågårdsgade afspejler den mangfoldighed, som jeg synes er så vigtig for Danmark. Her lever folk med vidt forskellige baggrunde side om side. Her er mange forskellige etniciteter repræsenteret, her er eksotiske grønthandlere og anderledes restauranter, og her er et godt ungdomsmiljø med mange caféer og barer og med selve pladsen, som tit bliver brugt til koncerter, demonstrationer og markeder,” siger hun.

Nanna Bonde mener, at området giver et godt indtryk af Danmark på godt og ondt. For da Københavns bymur i 1857 blev brudt ned, og de landlige omgivelser rundt om byen blev bebygget, blev Nørrebro arbejderklassens sted. Man kunne bo ved eksempelvis Blågårds Plads for få penge, men også under kummerlige forhold med begrænset plads og toilet i gården. Derfor blev området også et sted med mange socialt udsatte, og det hænger ved i dag:

”På den måde viser stedet både det smukkeste og det grimmeste ved Danmark. Her blomstrer mangfoldigheden og fællesskabet, men det er også et barskt område med bander, hjemløse og socialt udsatte. Det viser de udfordringer, der også er i Danmark,” fortæller hun, mens en gruppe mænd i det ene hjørne af pladsen fejrer onsdag formiddag.

Nanna Bonde har også valgt Blågårds Plads som symbolet på danskhed anno 2016, fordi hun ønsker at tage et opgør med det forsimplede danskhedsbegreb, som hun mener trives i debatten herhjemme.

”Når man gør danskhed til noget, der kan puttes ind i en simpel kampagne eller en multiple choice-prøve, så reducerer man begrebet vildt meget. For mig afhænger danskhed ikke af dit kendskab til en konkret historisk begivenhed eller kulturelle normer om, hvordan du skal gå klædt, eller hvor mange frikadeller du kan spise om ugen. For mig handler danskhed om værdier,” siger hun.

De værdier er ifølge Nanna Bonde mangfoldighed og fællesskab. Åbne arme. Og de værdier er truet i dag, hvor danskerne ifølge ungdomspolitikeren har en tendens til at lukke sig om sig selv.

”Jeg mener, at det er dansk at åbne sig og lære af hinanden. Danskhed er også, at vi følger med udviklingen og forandrer os som samfund. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal give afkald på al den kultur, vi har i Danmark, når der kommer indvandrere til landet. Men det betyder, at der skal ske en integrering. Og den skal gå begge veje.”

Nanna Bondes politiske engagement næres af ulighed. Hun blev konfronteret med den for første gang i folkeskolen, hvor nogle af hendes klassekammerater blev hægtet af, fordi de ikke ligesom hun havde forældre, der var i stand til at hjælpe med lektierne.

Bragt i Kristeligt Dagblad 28. september, 2016