Det handler ikke om ”mit land” eller ”dit land” – det handler om rettigheder. Retten  til at arbejde, leve og bevæge sig. Det handler om adgangen til helt basale ydelser som lægehjælp og uddannelse.

Palæstina Marathon er ikke som alle andre løb. Faktisk som intet andet løb. Løb gennem det hellige og historiske Betlehem lyder smukt, og det er det uden tvivl også. Men under overfladen er fortællingen langt mere kompliceret. Først af alt er det slet ikke muligt, at tegne en rute gennem Betlehem på 42 kilometer. I hvert fald ikke uden at du skal passere et af de israelske checkpoints. En hel maraton må derfor gennemføres ved at løbe halvmaratonen dobbelt.

Det kan selvfølgelig hurtigt ses som god undskyldning for ikke at begive sig ud på en hel maraton. For mit eget vedkomne var der ikke brug for undskyldninger. Aldrig før har jeg løbet en så langt som den halvmaraton, som jeg nu begav mig ud på. Da jeg tilmeldte mig få måneder tilbage, havde jeg besluttet mig for at intensivere min løbetræning, men det blev mest ved idéen, og blev aldrig rigtigt til virkelighed.

Klokken er halv otte om morgenen. Byen summer af liv. Det havde den såmænd nok gjort længe. Palæstinenserne er vant til at stå tidligt op. I hvert fald de af dem, der må krydse et checkpoint for at komme på arbejde. Syd for Jerusalem ligger Checkpoint 300. Klokken 2 om natten står kaffebryggerene klar til at servere, for de der skal står i kø. Når palæstinenserne møder ved checkpointet ved de ikke, om de kan gå lige igennem, må vente i flere timer eller måske slet ikke får lov at passere. Sikkerhedshensyn lyder Israels begrundelse, men det er ret tydeligt, at der vidst mest af alt er tale om chikane.

I dag er pladsen foran fødselskirken i Betlehem fyldt med flere tusinder mennesker. For fjerde år i træk skal der afholdes maraton i Palæstina. Et maraton som blev startet på to danske kvinders initiativ, og det er tydeligt at mange danskere også i år har fundet vej til den hellige by. På en stor scene er opvarmningen gået i gang. Ud af højttaleren bliver høj popmusik blæst ud over de mange, både palæstinensiske og internationale, løbere. Et lille hegn skiller de der skal løbe 10 km fra os andre.

Røde, hvide, sorte og røde balloner stiger til vejrs. Løbet skydes i gang. De første 100 meter er kaotiske. Mange palæstinensiske mødre har placeret sig forrest med deres barnevogne og er begyndt at gå ruten. Jeg bruger de første minutter på at presse mig frem mellem dem, men hurtigt er der rigeligt med plads til alle.

Opad går det – og det bliver ved. Der er mange bakker i Betlehem. Noget jeg måske burde have kalkuleret med i min løbetræning. Men fremad kommer jeg trods alt. Solen står endnu ikke så højt, da jeg løber langs muren. Ønsket om et frit Palæstina er tydeligt markeret med graffiti på murens vægge, og den gør stort indtryk på mig.

Tidligere har jeg hørt den omtalt som et hegn, men ingen beskrivelse kunne være mere forkert. Jeg føler mig lille ved siden af den flere meter høje mur. Allerede i 2004 blev muren erklæret ulovlig af den internationale domstol i Haag, men den står der endnu. Og den er skam mere end en almindelig mur. For ikke bare adskiller den palæstinenserne fra deres land, den definerer deres liv. Muren splitter familier og kun et begrænset antal palæstinensere får lov til at krydse muren og bevæge sig frit på den anden side. Israelerne har ikke samme begrænsninger, og kan uden problemer bevæge sig gennem muren.

”Welcome to Aida Camp” står der på en væg langs ruten. Aida Camp er navnet på én af de to flygtningelejre, som løbeturen går forbi. Porten til flygtningelejren, som har eksisteret i mere end 60 år, hedder Key of Return. En ni meter lang nøgle af stål er placeret på toppen af porten. Nøglen er et symbol på palæstinensernes kamp for retten til at bo i deres eget land. Da palæstinenserne i 1948 blev fordrevet fra deres hjem af israelerne, tog de nøglen med. En nøgle som er blevet givet videre i generation efter generation. Drømmen er, at de en dag får kan returnere, låse op og få lov at bevæge sig i deres eget land.

Solens varme, er det eneste som begrænser min frie bevægelighed gennem Betlehems gader. Men langs ruten står palæstinensere og frivillige fra hele verden ikke bare med vand, men også med appelsiner og dadler til de mange løbere.

Da jeg aftenen før løbet ankom til Betlehem, fik jeg chip og løbenummer udleveret på Peace centeret. Chippen på min højre løbesko blev registreret efter fem kilometer, men da jeg runder 10 km er det ikke chippen, der bruges som registrering, men en rød elastik om håndledet, som markere, at nu er jeg halvvejs.

To palæstinensiske kvinder har parkeret deres bil på ruten. Dørene er lukket op på fuld gab, og der er skruet helt op for musikken. Kvinderne står foran bilen, klapper, hujer og danser med til musikken. I dag er nemlig en festdag, og dem er der ikke mange af i Palæstina.

Palæstinensernes hverdag er derimod meget usikker. En konstant frygt for at få sin landsby bulldozet eller sit hus overtaget af israelske besættere kan tydeligt mærkes. Der er ingen tvivl om, at konflikten mellem Israel og Palæstina er kompliceret. Men det handler ikke om ”mit land” eller ”dit land” – det handler om rettigheder. Retten  til at arbejde, leve og bevæge sig. Det handler om adgangen til helt basale ydelser som lægehjælp og uddannelse. Uafhængigt af politisk ståsted burde det være helt klart for enhver, at den måde den israelske stat behandler palæstinenserne på er langt over stregen. Flotte israelske bosættelser er placeret klods op og ned af palæstinensiske slum-landsbyer, som hverken har adgang til elektricitet eller rent vand. Uretfærdigheden er så vanvittig tydelig.

Løbet er ved at nå sin ende. Mine ben er ømme, men jeg har fortsat energien til at give highfives til de mange palæstinensiske børn, som står langs ruten. Deres smil og glæde giver fornyet energi. For det er deres fremtid, det handler om. Deres ret til at kunne leve, arbejde og bevæge sig frit.

På målstregen bliver jeg mødt af en folkefest, som er svær at beskrive. Unge palæstinensere på min egen alder dansede rundt på pladsen i flere timer.

Jeg løb med håbet om, at de en dag får de samme muligheder i livet som mig. Danmark løber en anden vej. Danmark bør tage internationalt ansvar og anerkende Palæstina. Danmark bør være med til at give ungdommen en fremtid med retten til frit at bevæge sig.

Udgivet på Modkraft den 14.04.16