Indlægget er udtryk for debattørens egen holdning og ikke nødvendigvis SFU’s officielle holdning. 

Man skipper et måltid. Man dropper medicinen. Man må flytte, fordi man ikke kan betale huslejen. Det er virkeligheden for tusinder af mennesker, som er blevet tvunget ud i arbejdsløshed, og må leve for en kontanthjælp.
Antallet af fattige i Danmark er steget i en lang årrække. For et par år siden kunne en undersøgelse vise at fattigdommen målt pr. år var steget næsten uafbrudt gennem ti år til 160.000 mennesker.

Når regeringens kontanthjælpsloft og 225 timers regel træder i kraft vil det sende endnu 16.400 mennesker ud i et liv i fattigdom. Langt størstedelen af disse er børn. Børn som skal vokse op uden muligheder, som resten af samfundet anser som helt basale. Muligheden for at få den medicin man har brug for, muligheden for at bo hvor man ønsker eller muligheden for at få et ordentligt måltid mad.

Med regeringens nedskæringer på kontanthjælpen står en enlig forælder med to børn til at miste omkring 3000 kr. Det er en kæmpe del af deres budget og betyder at langt flere børn kommer til at vokse op i fattigdom. Det er en barndom uden lejrskoleophold og uden det sociale samvær der hører med. Det er en barndom under ringe boligforhold og præget af flytninger fordi, mor ikke har råd til huslejen. Det er en barndom, hvor der ikke er råd til den nødvendige medicin og hvor man ofte går sulten i seng. Senest har vi set i DR’s dokumentar ”Barndom på bistand” hvordan 17-årige Stephanie somme tider lader som om, at hun er mæt, for at hendes lillebror kan få nok mad. Det er helt igennem uretfærdigt at børn skal gå sultne i seng, fordi der ikke er arbejde til deres forældre.

Når de borgerlige forøger at piske folk i arbejde, skeler de hverken til det faktum at mange i kontanthjælpssystemet er for syge til at arbejde eller til at der ganske enkelt ikke er arbejde til alle. Ifølge beskæftigelsesministeriets egne tal er 72% af kontanthjælpsmodtagere ikke parate til at tage et arbejde. Og alligevel sparker regeringen nedad i et forsøg på at tvinge dem i arbejde.

Værst af alt er virkeligheden for de børn, der må vokse op under konsekvenserne af regeringens kontanthjælpsnedskæringer. Det er ikke deres skyld at der ikke er arbejde til deres forældre eller at deres forældre er syge. Alligevel må de betale prisen.