Indlægget er udtryk for debattørens egen holdning og ikke nødvendigvis SFU’s officielle holdning. 

Kampen for et grønt klima er i dag i høj grad blevet reduceret til den enkeltes ansvar for at købe

og handle rigtigt. Det burde i stedet være en fælles kamp.

Det er ikke sjældent, at man finder artikler, der fortæller en at ”Sådan kan du gøre en forskel for

klimaet”. Artikler der alligevel ikke fortæller andet end, at du ikke må tage på ferie, spise kød eller

have det sjovt. For ellers forurener du jo!

Det rejser en række spørgsmål: Hvordan skal vi redde klimaet? Skal vi virkelig stole på at alle

sætter solceller op derhjemme, og skifter til el-biler? Og hvor meget gavner en el-bil også, når

strømmen der får den til at køre kommer fra et kulkraftværk?

Jeg er uenig med Alternativet og de andre liberalister, når de siger, at det er sådan, vi sikrer den

grønne omstilling. Det er jeg generelt af to grunde:

1) Det er urealistisk på et globalt plan

Der kommer hele tiden flere og flere mennesker i verden, og disse menneskers levestandarder

hæves i tilsvarende grad. Det betyder bl.a. at det globale kødforbrug vil stige, ligesom det globale

energibehov i det hele taget. Det er altså både ligegyldigt, at vi omlægger vores levestil på egen

hånd herhjemme i Danmark, og urealistisk at den grønne omstilling på globalt plan sikres af denne

vej.

2) Det er unødvendigt

Vi har i dag teknologierne til at omlægge vores el-produktion til vindmøllestrøm, og vi har el-

bilerne, der skal køre på vindmøllestrømmen. Det er altså muligt at sørge for en fælles grøn

omstilling, uden at hverken du eller jeg, skal føle os pressede til at nedsætte vores livskvalitet for

den grønne sags skyld.

I klimakampen må vi stå sammen og sætte ind over for dem, der sviner og forurener allermest på

bekostning af alle os andre. Jeg taler her om store virksomheder, som DSV og Mærsk, der

forurener mere end alle os andre til sammen. De er de rigtige klimasyndere! Hernæst kræves der

en total omlægning af vores energiproduktion, så den strøm, der kommer ud af stikkontakten

kommer fra sol- eller vindenergi.

Det nytter nemlig ikke, at vi går i genbrugstøj på vores kødfri dag, når olietankeren sejler forbi ved

siden af. Der er det den, vi må stoppe.