SU-forringelser er den sidste nye, af en række nedskæringer som hver især er symbolet, på at mange politikere betragter unge som dovne, ugidelige og forkælede. Det er et syn som farver alt andet politik og som ligger til grund for at så mange unge føler sig fremmedgjorte overfor det politiske system.

Det er smertefuldt tydeligt, at argumenterne for at skære i SU’en ikke kun er saglige; ikke engang altid politiske. De er baseret på moralsk fordømmelse af unge. Hvis man kigger på argumenterne, som har været i spil op til det her angreb på studerendes levevilkår, har de haft det til fælles at de bygger på en opfattelse af at unge er dovne, ugidelige og ikke bidrager til samfundet. Det er en helt klassisk retorik, som legitimerer at skære i SU’en, ikke på bagrund af politiske argumenter; men istedet moralsk fordømmelse. Det er tankevækkende, at politikere, journalister og meningsdannere siger ting om unge som, hvis det var en hvilken som helst anden samfundsgruppe, ville være fuldstændigt uacceptabelt. Det ultimative eksempel, på sådan en diskurs er det enormt nedsættende udtryk: cafepenge.

Hvis nogen skrev en kronik i et af de større dagblade, hvor de omtalte folkepensionen som bankobobs og mente at den skulle omlægges til et lån, fordi den alligevel bare bruges på banko og Anton Berg chokolade, ville man få det største verbale spark i løgene fra resten af debatdanmark – med rette! Fordi det er en komplet usaglig, nedladende og uværdigt for den offentlige debat.

På trods af det, har jeg ikke tal på hvor mange gange jeg de sidste par dage er blevet kaldt forkælet, fordi jeg mødte op til elev -og studenterbevægelsens protest mod SU-forringelserne. Når det handler om unge, er det af en eller anden uransagelig årsag et helt legitimt argument.

Det mest absurde, som har været sagt gentagne gange op til det her udspil er dog at udgifterne til SU er eksploderet og at vi bruger næsten lige så mange penge på SU, som på uddannelsessystemet. Politkerne har prøver at fremstille det som noget overraskende; en uforudsigelig krise som man nu må tage hånd om. Fakta er at man de sidste 10 år har sparet på uddannelse gang på gang, samtidig med at man har ønsket at flere skal tage en uddannelse og har flyttet flere fra overførselsindkomster eller elevløn til SU. Det kan ganske enkelt ikke komme bag på nogen politiker, at de to tal begynder at nærme sig hinanden. Det er den uundgåelige konsekvens af politiske valg. Vi står altså i den gakkede situation, at nogle politikere bruger nedskæringer på uddannelse til at legitimere nedskæringer på SU. Så længe der kan argumenteres for politik på den måde, ser det sort ud for os som generation.

Derfor er kampen mod SU-forringelser den vigtigste kamp for vores generation.

P.s. Og derfor skal man møde op til elev -og studenterbevægelsens demonstrationer den 13/10!