Samfundet er presset fra flere kanter. De seneste årtier har den ene reform afløst den anden. Nedskæringer og effektiviseringer er blevet hverdag i velfærdsstaten. Velfærden er blevet bureaukratiseret, centraliseret og markedsgjort.

Velfærdsstaten, som vi kender den i dag, spiller efter de præmisser markedet opstiller. Skoler, plejehjem, sygehuse og andre velfærdsinstitutioner fungerer som produktionsenheder, som følger en virksomhedslogik. Et eksempel herpå kunne være, at hvis en billigt drevet skole får et overskud, mens en dyrt drevet skole får et underskud, vil det tvinge den dyrt drevne skole til at spare og skære ned. Det er en uholdbar situation, som ikke tager højde for kvalitet og i værste tilfælde vil være en konkurrence mod bunden.
Samtidig lider velfærdsstaten under en frygt for, at borgerne ikke vil bidrage. Frygt som har skabt overdrevet kontrol. Frygt som driver heksejagt på udsatte borgere. Frygt som er selvforstærkende og har bidraget til en enorm kløft mellem systemet og borgerne.
Jeg mener, at en grundlæggende anden samfundsmodel er mulig. Et velfærdssamfund på fællesskabets hænder. Et velfærdssamfund, hvor mennesket altid er før systemet! Her kommer tre bud på, hvordan vi rykker os derhen:

Velfærden skal demokratiseres
Det er et demokratisk problem, når beslutninger om vores fælles velfærd rykkes længere og længere væk fra borgerne og centraliseres tættere og tættere på Christiansborg. På den måde mister vi ejerskabet over den velfærd, som burde være til for netop os. Samtidigt mister vi fuldstændig den demokratiske styring med kommunale opgaver, når de udliciteres til private aktører, hvilket i øvrigt skaber en ekstra mængde bureaukrati.
Magten over velfærden skal i stedet ud til folket. Helt konkret, så skal statens øremærkning af effektiv symbolpolitik, som eksempelvis antallet af bade i ældreplejen, undgås. Kommunerne og regionerne skal have større økonomisk frihed. Frihed til eksempelvis at opkræve højere skatter, så budgetterne nemmere kan nå sammen. Samtidigt bør borgerne have mere direkte indflydelse på, hvordan kommunerne fordeler ressourcerne.

Fælles velfærd til den enkeltes bedste
I dag må borgeren i høj grad tilpasse sig systemet. Den ældre kan komme i bad, når det passer i hjemmehjælperens minutplan. Patienten kan få familiebesøg, når det passer hospitalet. Kontanthjælpsmodtageren skal skrive ligegyldige ansøgninger, så systemet bedst kan føre kontrol.
Det er klart, at den individuelle velfærd ikke skal skade andre. Men prøv at tænk, hvis vi vendte tingene lidt på hovedet. Hvad hvis det var systemet, som indrettede sig efter borgeren? Hvis den ældres bad lå på lige det tidspunkt, hvor borgeren gerne ville have det? Hvis patienten kunne få besøg, når hun havde brug for det eller familien tid til det? Hvis systemet tog udgangspunkt i kontanthjælpsmodtagerens behov, når der skulle findes et job? Det skal altså være systemets opgave, at indrette sig efter borgeren og ikke omvendt. På den måde skal det også være fagpersonerne direkte, som visiterer hjælpen til borgerne.

Velfærden skal finansieres af samfundsøkonomien ikke privatøkonomien
Systemet er indrette således, at når den private sektor ikke kan tjene tilstrækkeligt på arbejdskraften, så overlades efterspørgslen til det offentlige. Det kan ikke undgå at have betydning for kernevelfærden. Preben Wilhjelm beskriver problematikken i sin bog ”Som en mønt på højkant” med et eksempel. Eksemplet er som følger: Danish Crown på Bornholm har et årligt tab på en medarbejder på 5000 kroner, derfor fyres han. Som arbejdsløs koster han måske samfundet 300.000 kroner. Det er jo klart, at det samfundsøkonomisk ikke kan hænge sammen.

Vi har altså et system, som er indrettet for at optimere privatøkonomien frem for samfundsøkonomien.
Et samfund, hvor velfærd skal være på fællesskabets hænder, kræver derfor at hele det økonomiske system nytænkes. Det økonomiske system skal være bæredygtigt. Altså uafhængigt af økonomisk vækst, baserer sig på produktion frem for spekulation og sætter mennesker over profit. Desuden bør finanssektoren nationaliseres. Det skal ikke være liberalismens grådighed, der styrer den nationale økonomi, men fællesskabet. En offentlig banksektor skal sikre, at der investeres i sunde virksomheder, grønne tiltag og at bankerne ikke tjener penge på privatinteresser.

Velfærd er et middel til at sikre lige muligheder. Lige muligheder som skaber frihed til, at den enkelte kan leve, det liv de ønsker.

Bragt på DenOffentlige.dk den 22.02.2016