40.000 unge: En bedre ungdomspolitik, tak!
AF Sofie SeidenfadenInitiativet ”Unge Ta’r Ansvar” samlede i går 40.000 unge til demonstrationer landet over på Folketingets åbningsdag.
Løkkes bebudede farvel til SU’en for de hjemmeboende. 9557 unge, der mangler en praktikplads og ikke kan færdiggøre deres erhvervsuddannelse. Knap 70.000 unge, som står uden for arbejdsmarkedet. For få der tager en uddannelse. Det var nogle af årsagerne til, at omkring 40.000 unge landet over i går protesterede for at få en mere ansvarlig ungdomspolitik.
Der var i løbet af dagen undervisningsnedlæggelser på op mod 40 gymnasier og en enkel handelsskole landet over. Da klokken slog 16 stod i alt 40.000 unge på gader rundt om i Danmark for at råbe politikerne op og vise, at vi er en ansvarlig ungdom.
I København var dér 25.000 samlet, i Århus var 9.000 på gaden, i Odense viste 4.000 ansvarlighed og i hhv. Sønderborg og Aalborg dukkede 1000 op.
”Unge Ta’r Ansvar” er 20 ungdomsorganisationer med elev- og studenterbevægelsen og den unge fagbevægelse i spidsen. De regionale netværk kører videre, så hold øje med ”Unge Ta’r Ansvar” i din nærmeste store by.




