Klima og miljø – Giv os rent drikkevand og grønne arbejdspladser.

Det kan ikke gå for hurtigt med at gøre noget ved klimaforhindringerne og ødelæggelsen af miljøet. De rige lande og erhvervslivet må tage ansvar fremfor at tænke kortsigtet og egoistisk.

Klimaforandringerne og forureningen af vores natur truer menneskers frihed på hele jorden. De ekstreme klimaforandringer truer med at tvinge befolkninger til at flygte og gør livet mere besværligt, når byerne oversvømmes.

SFU kæmper for at stoppe den truende klimakatastrofe og for at omstille os til et bæredygtigt samfund. Det skal ske gennem en omstilling af produktionen, investeringer i vedvarende energi, energirenovering af offentligt byggeri og gennem bedre og billigere kollektiv transport.

Grøn økonomi

De rige lande må gå forrest ved at udlede mindre CO2 og presse på for, at der tages hensyn til klima og miljø i de fattigere lande. Samtidig skal erhvervslivet presses til at forurene mindre og producere uden at skade miljøet. Som socialister prioriterer SFU menneskers frihed over markedet, og vi accepterer ikke, at store virksomheder skader klima og miljø ved kun at tænke kortsigtet på at tjene penge.

Den nødvendige klimaomstilling skal samtidig kombineres med at skabe nye arbejdspladser. Når der bygges vindmøller eller renoverer kloakker til at kunne klare det forandrede klima, kan der skabes tusindvis af nye arbejdspladser til gavn for almindelige mennesker. Og hvis Danmark går forrest i at udvikle nye klimavenlige teknologier, er der store muligheder for, at danske firmaer kan eksportere til resten af verden.

Rent miljø

Alle skal kunne indånde luften og drikke vandet uden at frygte for sygdomme. SFU vil begrænse forureningen af vores natur. Vi vil have en forbedret kollektiv transport i hele landet, så der forurenes mindre fra bilerne, og der skal være skrappe krav til landbruget, så gødning ikke ødelægger drikkevandet.

Læs mere:

TIL KAMP FOR KLODEN, 2017

Vækst og bæredygtighed, 2013