En hjælpende hånd.

SFU vil give de svageste grupper en chance og bekæmpe fattigdom. Vi har brug for, at alle bliver en del af fællesskabet.

I dag vokser over 10.000 børn op i fattigdom i Danmark. Men hvis man lytter til medier og politikere, får man let indtrykket af, at fattigdom kun findes i Afrika.

SFU mener ikke, det kan passe, at børn vokser op i fattigdom i et rigt samfund som det danske. Derfor protesterede vi under den borgerlige regering imod fattigdomsydelserne, såsom starthjælp og kontanthjælpsloft, der kun gjorde de svage svagere. Og vi tager årligt sagen i egen hånd med en julekampagne, der samler penge ind til fordel for fattige børn.

SFU er glade for, at Regeringen som det første afskaffede fattigdomsydelserne. Regeringen har også taget første skridt og indført en fattigdomsgrænse, så vi nu har officielle tal at gå ud fra. Men der skal handling bag ordene. Fattigdomsgrænsen må ikke blive en sovepude for politikerne!

SFU kræver derfor handling nu, og der er nok at tage fat på: Staten bør støtte svage familier økonomisk, så børn har råd til fritidsaktiviteter. Og gennem en bedre uddannelses- og beskæftigelsespolitik kan vi gøre meget mere for at få svage grupper væk fra fattigdom og udstødelse og med i fællesskabet på arbejdsmarkedet. Vi mener desuden, at alle skolebørn skal have et gratis måltid sundt mad hver dag, så dine forældres ressourcer ikke skal begrænse dine muligheder.

Et stærkt socialt sikkerhedsnet

SFU værner om det sociale sikkerhedsnet i Danmark. Man skal have hjælp, hvis man kommer i problemer, og borgere uden udsigt til at blive raske eller arbejdsduelige skal have ret til understøttelse, uden at skulle trækkes urimeligt gennem systemet.

I dag opgiver samfundet for mange mennesker, der lever et helt liv på overførselsindkomster. Det er ikke rimeligt for den enkelte eller for samfundet, som har brug for alles ressourcer. Derfor skal der mere fokus på og hjælp til den enkeltes problemer for kassetænkning og kontrol af de svageste. SFU arbejder desuden for, at psykologhjælp skal være gratis – i første omgang til lægehenviste unge.

Frihed i velfærd, 2016