Politik
00’erne blev et sort årti for Danmark, hvor opsvinget blev klattet væk. Vores generation har mærket VKO’s usolidariske politik på tæt hold.
Vi har på egen krop oplevet nedskæringerne på vores vej igennem uddannelsessystemet. Vi har i vores omgangskreds oplevet den stigende ulighed endnu før vi kunne sætte ord på. Og vi ser meget klart, hvem der leverer løsningerne.
SF kan og skal gøre 10’erne til det årti, hvor Danmark udvikler sig i en helt anden retning, end den der har præget det foregående årti.
Men hvis vores regeringsdeltagelse skal betyde reel forandring i Danmark, så er det ikke nok med fornuftige politiske reformer fra Christiansborg. Det er ikke nok, at vi sidder i maskinrummet og trykker på knapperne.
Reel forandring kræver også af alle os uden for murene, at vi er med til at tilbagerulle den tankegang, der har præget det foregående årti – hvor man tænker på sig selv, før man tænker på andre.
Vi skal vinde folks hjerter og hjerner tilbage.
I SFU vil vi gøre alt hvad vi kan for at implementere vores projekt om et Danmark med stærkere fællesskaber, hvor folk engagerer sig i samfundet og i hinanden.
Derfor er politik i SFU ikke for langhårede nørder, men for alle. Vi sidder ikke på vores flade og snakker om forandring, men vi arbejder den igennem ved lokale aktiviteter, protester mod forringelser og så videre.
Vi vil ikke kaldes for Generation Fucked Up. Vi vil organisere ungdommen og vise, at politisk aktivitet ikke bare var noget, der fandtes engang i 70’erne – politisk aktivitet er en nødvendighed for at gennemføre vores samfundsvision om et levende folkeligt demokrati, om et sammenholdssamfund med stærke fællesskaber.
I menuen til venstre kan du læse mere om hvad SF Ungdom mener om en række mere specifikke politikområder.



