SFU’s Politiske Festival er en af de absolut hyggeligste begivenheder i SFU-året. Det er et sommerarrangement, der løber over fem dage, fra den d. 3. til 7. august 2016.

 

I år skal vi være på Femmøller Efterskole på Djursland og det betyder at vi er i nogle rare og uhøjtidelige rammer. Hvert år deltager lidt over 100 SFU’ere fra hele landet til en uge fyldt med politisk indhold, farverige fester og gode snakke med nye og gamle venner. Vi arbejder på at gøre programmet alsidigt, så vi både får traditionelle røv-til-sæde oplæg, mere innovative og aktive oplæg og et socialt program ud over det sædvanlige. Særligt i år bliver der lagt vægt på det sociale, hvilket betyder at deltagerne skal glæde sig til at lære nye mennesker at kende og til at få en sommeroplevelse der giver gejst til resten af året.

Forandring, fordybelse og fest

Efter snart et år med en ny borgerlig regering, er der masser at kæmpe for. Kampen mod en usolidarisk borgerlig politik er SFU klar til at tage. Vi vil kæmpe gennem den aktivisme, vi som Danmarks aktivistiske ungdom er kendt for. Derfor skal vi på årets politiske festival udvikle vores kampagnearbejde. Det gør vi gennem forskellige redskabsgivende workshops. Deltagerne bliver blandt andet uddannet til at være de sejeste debattører og aktivistisk gå på gaden.

På festivallen kommer vi blandt andet til at arbejde aktivt med den ideologi SFU baserer sin politik på. Det betyder eksempelvis, at vi vil have oplæg om marxisme, SF og SFUs historie oplæg om mere konkrete politik-områder, der i høj grad vil have relevans til det lokalpolitiske arbejde.

Formålet med den politiske festival er at dygtiggøre deltagerne til at skabe konkret politisk forandring, hvor de bor og gå forrest i arbejdet med at opbygge lokale alliancer. Det sker i nogle uformelle festivalrammer på Femmøller Efterskole på Djursland. Det betyder at de mange aktive som hvert år deltager får fornyet gejst.

Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte astrid@sfu.dk eller 30283979

 

Vi glæder os rigtigt meget til at se dig!