En fælles europæisk løsning er nu selv statsminister Lars Løkke Rasmussens svar på den enorme flygtningekrise. Landsformand for SF Ungdom, Nanna Bonde, er enig, men mener langtfra at Lars Løkke Rasmussen har prioriteringerne i orden.

– Der er ikke nogen tvivl om, at en fælles europæisk aftale er løsningen på det enorme flygtningeproblem, men vi kan simpelthen ikke læne os tilbage og vente på, at de europæiske lande kommer frem til noget, Siger SF Ungdoms Landformand.

Ifølge SF Ungdom har Danmark været alt for længe om at komme ud af starthullerne, og Nanna Bonde mener ikke, at der kan ventes et sekund mere.

– Danmark bliver simpelthen nød til at tage væsentligt flere flygtninge end vi gør i dag. Det handler både helt simpelt om menneskelighed, men også om at vi som krigsførende nation har et ansvar for dem, som vi er med til at gøre til flygtninge.

Men alene at tage flere flygtninge løser ikke hele problemet. For står det til Socialistisk Folkepartis Ungdom skal Danmark ikke blot tage flere flygtninge, der skal også gøres op med, hvad Nanna Bonde kalder for årtiers forfejlet flygtningepolitik.

– Det er i min verden ganske forståeligt at størstedelen af de flygtninge, der kommer til Danmark forsøger at komme videre til Sverige. Herhjemme er flygtningepolitikken nemlig slået fejl over årtier. I Danmark behandler vi flygtninge, som om de forlader landet igen om meget kort tid. Som oftest tager det meget længere tid at løse de konflikter, som mennesker flygter fra, end vi regner med. Der er altså ikke noget at sende folk tilbage til, og vi bliver nød til at tage konsekvensen deraf og starte integrationen langt tidligere end man gør i dag.

Flere hundrede flygtninge ankom i går til Danmark og mange fortsatte turen mod Sverige. Nanna Bonde mener ikke, at det er nogen overraskelse, at så mange fortsætter flugten.

– Hvis jeg selv var på flugt, ville jeg også gøre alt for at komme til et land, hvor jeg kunne få min familie med mig. Det er næsten ikke til at bære, at vi i Danmark har en flygtningepolitik, hvor man som flygtning ikke kan være sikker på, at blive genforenet med sin familie i nærmeste fremtid. I et liv på flugt er den eneste tryghed, som jeg kan forestille mig, at vide mig sikker på, at min familie var i sikkerhed.

For yderligere kommentarer kontaktes:
Nanna Bonde, landsformand for SFU
– 23390043
Nanna@sfu.dk